I løbet af juni går arbejdet med at afslutte ombygningen af Skibbroen i Tønder i gang. Havneprojektet ender med en amfiløsning, hvor man kan opleve historiens vingesus. Projektet udføres af firmaet Chr. Johannsen, Rødekro, og efter planen skal byggeriet være færdigt i december i indeværende år.
"Vi er meget tilfredse med, at projektet nu kan gennemføres. Det vil skabe et åbent og tilgængeligt område, der ikke kun imødekommer de ønsker, vi har hørt fra borgerne, men også tilføre en ny dimension til vores smukke havn. Gennem mange år var der ildsjæle omkring Skibbroen, der for søgte at få et havneprojekt etableret, men disse planer var dog skrinlagt, indtil at de historiske rester pludselig dukkede op ved renoveringsarbejdet. Havnen er et vigtigt formidlingsprojekt for forståelsen af Tønders historiske ophav”.
Sådan siger borgmester Jørgen Popp Petersen i en udsendt pressemeddelelse med henvisning til, at der nu er en plan for, hvordan projektet omkring den gamle havn på Skibroen i Tønder skal realiseres og hvornår.
Projektet med at få den gamle havn frem i lyset ender med en åben løsning – en såkaldt amfiløsning – hvor der er prioriteret tilgængelighed, ligesom der indbygges et vandelement som en naturlig del af oplevelsen ved havnefronten. Det omfatter også forbedrede muligheder for strømudtag og andre faciliteter, som vil understøtte aktiviteter og arrangementer på Skibbroen.
Arbejdet på Skibbroen går i gang den kommende måned, og det første er at få forskalning og armering på plads. Herefter skal der etableres spuns, bund og vægge, og der afsluttes med at støbe dæk og trappe og opsætte stålramme. Efter planen skal arbejdet være færdigt i december i indeværende år.
Projektets budget er øget med to millioner kroner, så det i alt kommer op på 11 mio. kroner, og det finansieres delvist af kommunens kassebeholdning.
Tre entreprenører har været indbudt til licitation med opfordring om at lægge billet ind på at udføre opgaven ud fra de økonomiske rammer og forventninger, der var sat op. Det endte med, at Chr. Johannsen, Rødekro, fik overdraget opgaven.
"Tønder Gl. Havn er en central del af vores by, og dette projekt vil give området et løft, som både borgere og besøgende vil få glæde af i mange år fremover," tilføjer borgmesteren.