Haderslev klar med nyt arrangement om forsvarspolitik

Haderslev klar med nyt arrangement om forsvarspolitik

Haderslevsamtalerne – sådan hedder det nye koncept i Haderslev Kommune, hvor aktuelle gæster debatterer og samtaler om forsvars, sikkerhedspolitik og situationen i Verden lige nu. Første arrangement finder sted den 25. april som optakt til Haderslev Lysfest. Det skriver Haderslev kommune i en udsendt pressemeddelelse

 

Folketingsmedlemmer, diplomater, forskere og virksomheder fra forsvarsindustrien – det er nogle af de debattører, man kan møde i Haderslev den 25. april til første udgave af Haderslevsamtalerne.

Tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg og nuværende udenrigskommentator, Jens Worning, samler trådene i to arrangementer. først om eftermiddagen til et arrangement for inviterede gæster fra Forsvaret og industrien. Dernæst til en paneldebat om aftenen, der er åben for alle interesserede.

"Forsvarspolitikken er på kun to år blevet det mest centrale politikområde. Det er konkret udløst af Ruslands invasion af Ukraine 24.02.2022, men de underliggende dynamikker rækker længere ud i fremtiden. En ny global verdensorden er ved at opstå. Der er den største krig i Europa siden anden verdenskrig, konflikter truer i Asien og præsidentvalget i USA til november kan blive en test for det transatlantiske sammenhold. Derfor er det vigtigt, at vi har en demokratisk og folkelig samtale om forsvar og sikkerhed", siger Jens Worning.

Paneldebat torsdag aften

Torsdag aften kan alle interesserede deltage i et arrangement på Rådhuset hvor folketingsmedlemmer fra Forsvarsudvalget, Udenrigsudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn diskuterer den aktuelle politiske situation.

I panelet vil blandt andet være Jesper Petersen (S), Peter Kofod (DF) og Preben Friis-Hauge (V) til en samtale om sikkerhedspolitik, det danske forsvar og situationen i verden.
Inden paneldebatten kan deltagerne høre oplæg fra forskellige aktuelle debattører på området. 

Dem kan du møde

Truslen fra Rusland dækkes af "Vor mand i Moskva", tidligere forsvarsattache, Carsten Rasmussen, der i diplomatkrigen med Rusland, blev smidt ud af Rusland. Han fortæller sin historie og giver perspektiver fra sine andre udstationeringer i blandt andet Kina, Sydkorea og Polen

Lektor og PhD, Jesper Zeuthen, fra Aalborg Universitet stiller spørgsmålet, om vi skal frygte Kina mere end Rusland – eller om samarbejde mellem Vesten og Kina er en farbar vej mod mere sikkerhed globalt.

Rasmus Brun Pedersen, lektor og PhD ved Aarhus Universitet, taler om EU og Nato’s tilstand og krigen i Ukraine – eller er vi i krig med Rusland?

”Vi har skabt Haderslevsamtalerne om forsvar, fordi vi står i en alvorlig situation ikke bare i Europa, men i hele verden. Vi er hjemsted for rigtig mange af Forsvarets arbejdspladser, så i en tid med konflikt og krig tager vi meget naturligt et medansvar for samtalen og debatten om den forsvarspolitiske situation”, siger borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau.

Hent en gratis billet

Haderslevsamtalerne er åbent for alle og foregår torsdag den 25. april klokken 19-21. på Rådhuset i Haderslev. 

Der er 120 gratis billetter til arrangementet, som man kan hente på haderslev.dk/samtaler.

Dørene åbner klokken 18.30 hvor der serveres kaffe og kage. Efter arrangementet er der mulighed for at tage en uformel snak med oplægsholderne.

Image

Banner artikler

Annonce

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT