Økonomiudvalget i Haderslev Kommune har i dag besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at samarbejdet med direktør for Børn og Kultur, Charlotte Veilskov, skal ophøre.
Begrundelsen er, at økonomiudvalget ikke længere har den fornødne tillid til, at direktør Charlotte Veilskov kan lykkes med opgaven.
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer den endelige beslutning i sagen.
Charlotte Veilskov er fritaget for tjeneste, indtil kommunalbestyrelsen træffer beslutning på kommunalbestyrelsesmødet. Det er hensigten, at dette kan ske den 30. april 2024, idet en fratrædelsesaftale på det tidspunkt forhåbentlig er på plads.
I perioden fra direktør Charlotte Veilskovs fritagelse for tjeneste og frem til, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning i sagen, varetager kommunaldirektøren funktionen som direktør for Børn og Kultur.