I sagen om Plastikstorm, hvor vi hverken har kunne finde de 250 frivillige eller de 2.000 kg indsamlet affald, så ser vi nu nærmere på udbetalingen fra Miljøstyrelsen. Der var langt fra bevilling af de 303.000 kr. til projektet i november 2019 og til udbetalingen på 64.922 kr i april 2022.
Varm luft i budgettet for projektleder & lokaler?
Man kan undre sig over, at Burson Cohn Wolfe Sports ApS a i sin ansøgning til Miljøstyrelsen af egen lomme afsætter 248.000 kr. til "Projektleder" og "Brug af lokaler og præsentationsudstyr" i budgettet. Der var ikke et krav om medfinansiering for at kunne få støtte fra Strandoprydningspuljen, da kunne få sit projekt finansieret 100%.
Projektperiode | 01.12.19 - 30.11.20. | 01.12.19 - 30.06.21 |
Udgifter til: | Budget | Regnskab |
Projektledelse, initiering og planlægning | 24.500 kr. | 40.000 kr. |
Udstyr til indsamling af affald, bortskaffelse, transport mv. | 62.000 kr. | 12.060 kr. |
Kommunikation og formidling, herunder SMS-tjeneste og indkaldelse via sociale medier og emailliste. | 92.000 kr. | 497 kr. |
Forplejning, information mv. til deltagere. | 42.000 kr. | 365 kr. |
Afrapportering, dokumentation og publicering | 58.000 kr. | 6.000 kr. |
Revision og bogholderi | 30.000 kr. | 6.000 kr. |
Projektleder (finansieres af BCW, modtager ikke støtte) | 168.000 kr. | 80.788 kr. |
Brug af lokaler og præsentationsudstyr (finansieres af BCW, modtager ikke støtte) | 80.000 kr. | 0 kr. |
Værdi i alt | 556.500 kr. | 145.710 kr. |
Kommentar: Plastikstorm fik i november 2020 forlænget projektet med 7 måneder med begrundelsen corona. TønderNyt har været i kontakt med Fanø Ren Strand, Havmiljøvogter og Hold Danmark Ren, og ingen af dem måtte lukke ned på grund at corona. Hverken Havmiljøvogter og Hold Danmark Ren havde hørt om Plastikstorm, mens Fanø Ren Strand kontaktede projektholder i efteråret 2021 og afskrev ham for værende useriøs.
”Gården” - Moseagervej 25
Vi ved, at ejendommen Moseagervej 25 ikke var ejet af Ronnie Hansen på projekttidspunktet, men af Vattenfall Vindkraft A/S. Om Ronnie Hansens virksomhed har lejet ejendommen, vides ikke, men det fremgår af ansøgningen, at ejendommen blev brugt både privat og erhvervsmæssigt. De 80.000 kr. som fremgår af budgettet i ansøgningen, synes mere at være et tal grebet ud af luften.
Af ejendomsdata fremgår det, at der er tale om et ” Fritliggende enfamiliehus”, og offentligt tilgængelige byggetegninger bekræfter at ”gården” fremstår som en privatbolig.
I afrapportering kom der aldrig bilag for udgiften.
Forældre som projektledere
Ser vi på de 168.000 kr. til projektledelse (10 timer pr. uge), svarer det til en timeløn på 323 kr. eller, for at sætte det i perspektiv, en månedsløn på 45.583 kr. plus 12 % i feriepenge, hvis der var tale om et fuldtidsjob.
I virkeligheden endte projektet med at oplyse et lønforbrug på 80.788 kr., som alene blev udbetalt til Ronnie Hansens forældre. Vi har indhentet tallene for løntimer indberettet til CVR via eIndkomst. Det er lovpligtigt for alle virksomheder, og det viser, underligt nok, at langt de fleste løntimer ligger i den periode, hvor projektet slet ikke er kommet rigtigt i gang, og at det laveste timeforbrug er i den forlængede projektperiode i 1. halvår af 2021. I de 4 første måneder er begge forældre tilknyttet, og der findes ingen dokumentation for projektaktiviteteter i hele 2020.
Langt på arbejde
Af en aktindsigt, TønderNyt er i besiddelse af, fremgår det, at der er indsendt lønsedler til Miljøstyrelsen for begge Ronnie Hansens forældre i projektperiodens fire første måneder, mens det herefter kun er hans mor, som har bopæl 150 km væk, der udbetales løn til. Det er bekræftet af Skanderborg Kommune, at hun er ansat i flexjob i sønnen virksomhed.
Ingen lønsedler på projektleder i oktober og november
I oktober og november 2020 er der slet ikke udbetalt løn. Dvs. der her ingen aktivitet kan have været. Oplysninger om timer og løn er fjernet af Miljøstyrelsen fra lønsedlerne i forbindelse med aktindsigten og det fremgår ikke om det er lønudbtaling alene for opgaver i forbindelse med Plastikstorm eller andet arbejde i virksomheden.
En lønseddel for meget i april 2020
Et andet forhold, som også har fanget vores gravergruppes opmærksomhed, er, at der ifølge CVR.dk kun var én person ansat i april 2020, men at der i afrapporteringen til Miljøstyrelsen blev indsendt lønsedler for begge forældre. Vi har kontaktet Visma Danløn og spurgt, om der kunne være tale om en fejl, men de oplyser, at data automatisk genereres og indberettes til eIndkomst.
Kilde: CVR.dk
Hvad hvis arbejdet ikke er udført?
Ifølge regnskaber for Inglen Aps så havde virksomheden i 2022 en lønomkostning på 80.000 kr og i 2021 på 20.000 kr. og der oplyst en lønomkostning på 80.788 kr. i perioden 1. januar 2020 til 30. juni 2021.
Hvis en person ansætter sine forældre i sin virksomhed, og udbetaler løn til dem uden at der faktisk bliver udført arbejde, kan det betragtes som en måde at reducere egen skattepligtige indkomst på. Hvis lønudbetalingen fratrækkes som en driftsomkostning i en virksomhed eller selvstændig virksomhed, kan dette reducere den samlede skattepligtige indkomst for virksomheden, og man undgår at betale de 22% skat af beløbet.
Vi har fået bekræftet, at der er tale om ansættelse i flexjob. Hvis der har været tale om proformaansættelser, så har det givet forældrene adgang til at få lønnen suppleret svaret en til andelen af den maksimale dagpengesats, hvor udbetalingen ikke begrænset til en 2-årig periode.
Forplejning til fantomer?
I budgettet var der afsat 42.000 kr til forplejning til information mv. til deltagere. I afrapporteringen er der indsendt et enkelt bilag på 365 kr. til grillmad fra Perlen 23/3-2020. Ifølge Ronnie Hansens forklaring, som han giver i Thomas Gram Callesens opslag på Facebook,
” Udgifterne er til dem der lavede grafik og markedsføring, en sms-tjeneste, revisor, bogholder, indkøb af en hel del plastikposer og handsker, bortskafning af affald og så ét forplejningsbilag på 365 kr. fra den udmærkede grill Perlen i Skærbæk, hvor jeg efter en indsamling købte varm mad til nogle særligt regnvåde, unge frivillige på cykelferie.”
Der faldt bare ifølge DMI ikke en dråbe vand i Vadehavet hele det døgn, og det var i øvrigt en meget tør periode. Vi har heller ikke fundet bilag for plastikposer og handsker.
Kommunikation og formidling, herunder SMS-tjeneste og indkaldelse via sociale medier og emailliste var der afsat 92.000 kr. for at ende med en faktura fra SureSMS på 497 kr. for 60 stk "Tak for tilmeldingen"-SMS'er.
Kilde: DMI's vejrarkiv
SureSMS & Geelmuyden Kiese
Fra Geelmuyden Kiese sendte Ronnie Hansen sig selv en faktura på 40.000 kr. for ”Opstart af projekt, projektledelse, grafisk identitet, content og udgifter til SMS-service”. Hvilken aftale Ronnie Hansen har haft med Geelmuyden Kiese, står hen i det uvisse, men det kan ikke afvises, at han har modtaget en del af honoraret på de 40.000 kr., hvis han var provisionsaflønnet hos Geelmuyden Kiese.
Det eneste grafiske arbejde, vi har kunnet finde dokumentation for, er et logo på Facebook-siden for Plastikstorm, og ”content” er produceret efter, at Ronnie Hansen har forladt Geelmuyden Kiese. Sproget i Facebook-opslagene indikerer flere steder, at det er en ikke-kommerciel skribent, som har været i gang. I det hele taget er det meget svært at få øje på, hvad Miljøstyrelsen har fået for sine 40.000 kr.
SMS-tjenesten, som blev bestilt af en medarbejder hos Geelmuyden Kiese efter, at Ronnie Hansen var stoppet og havde tiltrådt stillingen hos DBU, er senere faktureret direkte til foreningen Plastikstorm, som vi ikke har kunnet finde nogen dokumentation på, andet end Erhvervsstyrelsens tvangslukning af foreningen.
Faktura fra Ronnie Hansens far, B-holdet & Revision København
Der er indsendt fire fakturaer som bilag fra Ronnie Hansens far, hvoraf der højst besynderligt kun fremgår tre i det indsendte regnskab. I marts og april 2020 er der to fakturaer på i alt 15.000 kr. for leje af en Mercedes Citan. Bilen fremgår ikke af nogen af de indsendte billeder til Miljøstyrelsen. Vi har slået registreringsnummeret op og kan se, at den seneste ændring i registreringsoplysningerne er fra d. 02-01-2019, så den har samme ejer i dag, men vi kan ikke se, hvem det er.
I januar og marts 2021 indsender faderen yderligere to fakturaer for ”Afhentning og bortskaffelse af en række affaldsdepoter ved diget langs Vadehavets kyst” på i alt 4.560 kr. Hvis man tjekker adressen på faderens lønseddel og på fakturaerne, ses et sammenfald. Det er også her, faderen ses stående ved siden af en trailer, som blev afmeldt i 2013 uden at have indleveret nummerpladerne. Vi har i dag fået bekræftet ejerskabet at den afregistrede trailer, og afventer en kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
I det hele taget virker regnskabsaflæggelsen sjusket i betragtning af de få bilag. Et bilag fremgår slet ikke af regnskabet, og et andet bilag er angivet med moms, selvom alle andre er ekskl. moms. Udover de 20 lønsedler omfatter regnskabet 8 bilag, hvoraf to er til B-holdet og Revision København, som hver har modtaget 6.000 kr. for deres arbejde.
Hos B-holdet er det Adam Allen, der står for afrapportering. Adam Allen køber sig i 2020 ind i Tobias Kippenbergers virksomhed, B-holdet.
Vi står altså tilbage med en udbetaling på 64.922 kr. for 8 bilag i sagen, hvoraf 3 bilag er fra faderen, et fra Tobias Kippenbergers virksomhed, B-holdet og et fra Geelmuyden Kiese, hvor Ronnie Hansen er ansat.
De sidste 3 er fra SureSMS, Grillen Perlen i Skærbæk og Københavns Revision.
Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra B-holdet og Revision København. Geelmuyden Kiese er heller ikke vendt tilbage på tidligere henvendelser.
Miljøstyrelsens afsluttende sagsbehandling
I vores gennemgang af Miljøstyrelsen sagsbehandlingen af afrapportering spørges der aldrig kritisk ind til én eneste oplysning eller til et bilag. I og med der kun er brugt 64.922 kr. vurderer Miljøstyrelsen, at der ikke laves en afsluttende rapport for projektet, men derimod kun at virksomheden, som nu hedder Inglen Aps, skal udfyldes et afrapporteringsskema, inden der kan udbetales støtte. Til den stiller Mijøstyrelsen et eneste spørgsmål:
"Mængden af indsamlet affald" er anført til 2.000 kg i afrapporteringsskemaet. Her estimeres det også, at 60 % heraf antages at være plastik. Kan der gives et bud på, hvilke(n) affaldsfraktion(er) de resterende
40 % er?"
Spørgmålet bliver aldrig besvaret.
Miljøstyrelsen modtager herefter en faktura på 64.922 kr. med ordlyden "Afslutning af projektet Strandhuset". Sagsbehandelsen godkender udbetalingen d. 26. april 2022 med ordene:
Tilskudsmodtager har fået tilsagn om 308.500 kr., men der er kun brugt 64.922 kr. som fakturaen lyder på. Miljøstyrelsen har på grund af det forbrugte beløbs størrelse vurderet, at der ikke skal udfærdiges en afsluttende rapport. Der er modtaget regnskab med tilhørende bilag, som er gennemgået og godkendt. Herudover er der modtaget aprapporteringsskema og revisorerklæring, der også er godkendt.
Alle artikler i serien om Plastikstorm kan læses her.